Totalindretning af fiskerestauranten Kok og Kuller startede med en grundidé. Farver og stemning skulle overføres fra Esbjergs engang store flåde af kuttere. De markante farver, de klinkbyggede sider og den lidt rå stemning skulle integreres i lokalerne.
Det godkendte skitseforslag der viser den lette indretning med de kutterfarvede paneler, logoer i den matte vinduesfolie og posters med holdning.
Panelbeklædningen er her vist som tegning til håndværkerne, med mål og detaljer omkring montage i hjørner.
Det ikoniske fiskeben overføres til massive egeplanker inden udskæring. Der blev produceret i alt 3 stk som dekoration i lokalerne.
Der blev udviklet bordnumre som en lille skibsside. De blev udført i massivt egetræ med indlagt rød liste og bemaling i blå samt patinering. Alle numre var forskellige og passede til det elektroniske bordsystem.
De små bordkuttere kunne købes i gaveæske med ekstra reserveret-sejl.
Senest blev der designet og leveret specialborde til hele restauranten. Fiskebenet er CNC fræst ned i pladen efterfølgende malet, slebet let og bordpladen er herefter planslebet inden hvidoliering.
Tak for jobbet, selvom restauranten desværre kun levede i knap to år.